Der var 3, der var 2...

Sådan ser det ud nu efter en af dagens lammefodringer: lørdag morgen lå det mindste lam og var dødt. Så nu har vi et særdeles livskraftigt vædderlam, der tømmer flasken flux, og et gimmerlam, som er lidt mere tilbageholdende, men i klar fremgang. Lea opdagede, at hun ikke støtter på højre bagben, så hun må have fået en eller anden skade, måske under fødslen. Men hun skal jo heldigvis ikke løbe efter maden, så hun klarer det nok. Og en dag vil hun, ligesom de andre lam, blive forvandlet til lammesteg og den vil næppe blive ringere, selvom hun kommer til at humpe lidt.

Og hvad siger børnene til det: De er blevet gode til at forstå realismen i projektet. Vi snakker selvfølgelig ikke om, at vi lige nu sidder og spiser lille Isis, som de har haft som kælelam hele sommeren. Men når lammene når slagtealderen er de heldigvis ikke helt så søde, som de var som små.

Det med at give børnene forståelse for sammenhængen mellem levende dyr og den mad vi spiser er fakstik en del af begrundelsen for at hold får. Næppe mange får lov at realisere, at den lækre flæskesteg har været en lille silkeblød grisling engang. Og at det er ok, såvel at kramme det lille væsen, som at nyde den gode mad.

Week-enden gik som sædvanligt alt for hurtigt - med bl.a. 5 lammefodringer om dagen, skolebestyrelsessnak, nabobesøg, Marie til gymnastikopvisning, Freja til fødselsdag og Freja til øvning på lokal opsætning af Troldmanden fra Oz. Jeg fik ikke sorteret alle hendes for små trøjer ud af skabet og hentet sækken med Leas aflagte ind til gennemgang. Ja, børnetøj: det bliver emnet for et kommende indlæg her på bloggen...

Hej, så lykkedes det endelig! Nu mangler jeg bare lidt tid til at forfatte et indlæg.

I virkeligheden...

Det er sjovest at tage sjove billeder. "Dragen er landet" eller "Rugbrød i morgenlys".

Men i virkeligheden er det syn som disse, der det første og det tilbagevendende indtryk herhjemme:

Stuen, der også fungerer som legeværelse, kontor og tøjsammenlægningssted.

Morgenbordet, forladt i god ro og orden efter en hyggelig morgen. Alligevel lykkedes det heller ikke i dag ved fælles hjælp at få ryddet det hele til side inden alle tog afsted. Så der starter dagen efter børneafleveringen.

Badeværelset, hvor tre pigers tøj + det løse igen har erobret de vandrette flader.

Mange steder ser nok ud på lignende måde. Nogle steder er det hele som blæst. Jeg personligt bliver træt ved synet af disse billeder, det er ikke noget at prale med, men det er virkeligheden.

Jeg drømmer faktisk om at gå en hel dag - eller måske to - og komme i bund med tingene. Det er lykkedes ind i mellem og huset bliver på forunderlig vis større og hyggeligere. "Denne gang skal vi holde det!" lover vi hinanden og bliver straks efter optaget af andre ting, som fuldt ud berettiger, at man lige lader aviserne og papirene fra skolen starte en ny bunke på spisebordet. At det møjsommeligt sammenlagte vasketøj ikke kommer på plads i skabene. At poser med gammelt brød, vildfarent legetøj og slatne agurker fylder deres retmæssige hjørne ud på køkkenbordet.

Og hvordan kan det ændres? Øvelse, diciplin, talent, belønning, straf????

P.S.: De tre moderløse lam klarede natten og lader hilse. Jeg stod op kl. 05 for at give dem første måltid og var meget spændt på, hvilket syn der mødte mig. De to er i fuld vigør, den tredie er noget mere svagelig, men vi skal nok få hende på benene.

Og så kom der lige en lastbil: Farvel til nr. 4, som også havde navnet Bellis.

Sådan ser det ud, når et dødt får afhentes af Daka Bio-industries Landmandsservice. Det koster 43 kr + moms.

Et fortumlet døgn

Kl. er snart 21.30, og jeg sidder her noget klatøjet. I går aftes begyndte får nr. 4 endeligt at læmme - hun har været så stor og besværet, at hun ikke har kunnet rejse sig i båsen de sidste mange dage. Der kom ét, der kom to...og der kom tre lam i løbet af et par timer. Jeg sad til kl. 02.30 i nat og madede de små med udmalket råmælk, fordi de ikke kunne komme til at drikke selv og det sidstfødte var noget slapt i det. I morges var alle tre lam levende - men moderen død. Børen (livmoderen) var gledet ud og hun må være død af blodtabet.



Well, hvad gør man med tre små, mere eller mindre slatne lam? Lea talte varmt for opflaskning, så det har vi nu kastet os ud i. Vi har prøvet det før for et par år siden, men det kan Freja og Marie ikke huske, så ikke mindst for børnenes skyld giver vi det en chance.

Så der er nu indkøbt en sæk mælkepulver til 400-et-eller-andet kr. og to lammesutteflasker. Iflg. brugsvejledningen skal trillingelam de første tre døgn have en liter mælk til deling, fordelt over 3-4 måltider i døgnet. Herefter øger man mængden og kan efterhånden reducere antallet af måltider. Vi har sat varmelampe op, så de ikke skal bruge den kostbare energi på at holde kulden fra livet.

Og hvad har det så med husmoderforeningen at gøre?? Tja, det er en af historierne fra min hverdag - jeg fik ikke arbejdet videre med mit lærerbogsmateriale, jeg fik ikke hængt uldtøjet op (nu er det blevet vasket for 4. gang, fordi det får en underlig lugt af at ligge vådt i kurven), og indsatsen i køkkenet bestod primært i at vaske sutteflasker og tilhørende remedier. Heldigvis var der en gryderet fra i forgårs, der kunne varmes. Og heldigvis kunne jeg sove 1½ time i eftermiddags, ellers sad jeg ikke her nu og skrev.

Egentlig tror jeg, at det jeg vil tage med mig fra denne dag er tanken om pigerne som var triste pga. det døde får, men også meget optaget af de forældreløse lam. I eftermiddags sad Marie helt stille i næsten ½ time med et mæt lam på skødet. Freja har snakket om, hvor slemt det må være at miste sine forældre, og Lea er helt med på at docere mælkepulver og vand, piske og fordele i flaskerne.

Nu skal jeg ned og fodre en gang mere inden natten - og så håber vi, at alle 3 er levende i morgen...

Flere lam og blogstatus

Hermed et par billeder fra denne forårsmorgen: hønsene fouragerer på græsplænen, i fåreskuret er der kommet to lam mere i nat og ude i folden er der liv og glade dage.

Dette er så anden dag som blogbestyrer, og jeg har fået reaktioner allerede. De deler sig i to grupper (i alt 4 personer!):

Småbørnsmødrene giver udtryk for genkendelse af de beskrevne tanker, ikke-småbørnsmødrene er postitive, men håber på mere holdningsmættede indlæg, samt funderer på, om ikke det tager lang tid at lave en sådan blog - tid, der kunne bruges på de huslige gøremål i stedet...

Det giver jo anledning til at spørge sig selv igen, hvad meningen med dette projekt er. Jeg når frem til, at kunsten må være at skrive ud fra det personlige behov og ståsted og ikke ud fra, hvad andres forventninger kunne være.

Selvfølgelig er det banalt at bruge tid og energi på at beskrive urolige nætter pga. febersyge børn, eller hvordan en formiddag kan gå med at få bragt orden i vasketøjet. MEN det er jo lige netop de ting der gør, at vi, der står i disse situationer, måske ikke lige når frem til de mere overordnede samfundspolitiske betragtninger eller til de karrieremæssige triumfer.

Jeg kan en masse, der er endnu mere jeg gerne vil kunne bedre, og jeg ved, at om ikke så mange år ser min hverdag helt anderledes ud end nu. Men ind til da, synes jeg at det er rart at kunne sætte ord på det, der rør sig - om det så drejer sig om de hverdagsrelaterede glæder og sorger eller om det er de langsigtede visioner og ideer, som lige skal nedfældes før opmærksomheden igen bliver fanget af en sød og meget uomgængelig barnestemme: "MOOAAAR!!!!!!"

(P.s.: jeg beklager den rodede opsætning, der skal lige lidt mere styr på de tekniske finesser)

Lam!
Imorges var jeg nede og fodre får inden morgenmaden. Fra stalden lød en spæd lammestemme: Et nyt sæt tvillinger er kommet til i nat. Men det ene så noget slapt ud, så nu, efter børneaflevering i skole og børnehave, skal jeg have skiftet til staldtøj og ned og holde den lille til, så hun kan få noget energi i kroppen.

Morgenbordet er kun nødtørftigt ryddet, der skal hænges uldvasketøj fra i går op og jeg har dej til rugbrød og lyst brød, som skal i forme og efterhæve - og så er der også lige det med arbejdet: et stærkt forsinket oplæg til nyt elevhæfte, som skal have en sidste gennemgang, inden det sendes rundt til redaktionsgruppen, så vi kan komme videre i teksten.

Så dagens program ser ud til at være rigeligt udfyldt, og mon ikke der sniger sig et par ekstra gøremål ind undervejs? Heldigvis er det solskin, måske jeg skulle spise frokosten ude i drivhuset?

Jeg synes ikke at husholdning er spændende. Og jeg er ikke god til at holde orden eller få børnene til det.

Bagning er dejligt, madlavning kan være helt fint, men oprydning, støvsugning, sortering af bunken med enlige sokker, for ikke at tale om det altfor længe udskudte projekt med at skabe plads i skabet med sengetøj, er altså ikke så tillokkende som havearbejde, ture i skoven med børnene, gode bøger, bestyrelsesarbejde, hjemmesideredigering, fotografering, maleri, strikning, pileflet, besøg hos gode venner - eller alt hvad internettet kan byde på...

Jo, jeg kan godt se, at det at få et (barndoms-)hjem til at fungere er absolut meningsfyldt og giver mulighed for at etablere grundlæggende værdier. Nogle af opgaverne er bare så trivielle og UOPHØRLIGT TILBAGEVENDENDE!!!

Jeg drømmer ikke om det "perfekte hjem", hvor alt ligger på sin rette plads og ingen støvkorn finder hvile på lampeskærmene. Jeg trives fint med kreativt kaos og hovsa-løsninger.

Men selvom standarden er lav, skal der dog ind imellem ryddes op og gøres rent og ordnes tøj og laves mad.

Vi har ikke mulighed for at betale os fra det, så det er bare med at klø på.

Jeg har tænkt mig at bruge denne blog til at få luft for græmmelsen ved den daglige trummerum, men også for at kunne skrive om glæden ved overståede opgaver eller uventede løsninger på problemer. Måske er der inspiration og opmuntring at hente i litteraturen? Så er der plads til relevante citater her.
Lad os se, hvad det udvikler sig til.