Hvornår bliver man en rutineret husmor m/k?
Altså sådan en, som ikke behøver at græmme sig over rod og snavs, fordi det bare aldrig når dertil? Som ikke står afmægtig overfor et køkkebord med 0 ledige cm2 og ½ time til at aftensmaden skal være færdig? Som ikke behøver at bruge tid og energi på unødvendigt arbejde, fordi det bare aldrig når at hobe sig op.
Jeg er bange for, at det er et spørgsmål om at tage opgaven alvorlig, så alvorlig, at man har indarbejdet diverse rutiner på rygraden, og ikke gang på gang lader sig overraske af, at der igen mangler rene underbukser, eller at familien har behov for noget at spise.
Her kommer opdragelsen ind, og her bliver det alvorligt: for jeg erkender blankt, at det ikke er lykkedes mig at få indarbejdet faste maddage, faste arbejdsopgaver og generel deltagelse i husarbejdet for husets døtre.
Gang på gang står jeg over forberedelserne til aftensmaden og undrer mig over, hvorfor jeg gør dette her helt alene. Og svaret er ikke langt væk: fordi jeg ikke har bedt om hjælp og vel at mærke planlagt, så der er tid til at indarbejde hjælpen.
Jeg ved at det er banalt, og man kan læse samme historie 117 andre steder, men det fylder her og nu i mit liv: det er et spørgsmål om arbejdsglæde i hverdagen og om på længere sigt at få børnene klædt på til at kunne finde ud af tingene på egen hånd.
Konklusion: indfang et barn hen på eftermiddagen, når aftensmaden skal i sving: for din egen og barnets skyld. Der er nok bedst chancer for at blive en rutinerede husmor m/k, hvis man har det med fra starten.
Eller hvad mener I?
Opslag
