Dette er så anden dag som blogbestyrer, og jeg har fået reaktioner allerede. De deler sig i to grupper (i alt 4 personer!):
Småbørnsmødrene giver udtryk for genkendelse af de beskrevne tanker, ikke-småbørnsmødrene er postitive, men håber på mere holdningsmættede indlæg, samt funderer på, om ikke det tager lang tid at lave en sådan blog - tid, der kunne bruges på de huslige gøremål i stedet...
Det giver jo anledning til at spørge sig selv igen, hvad meningen med dette projekt er. Jeg når frem til, at kunsten må være at skrive ud fra det personlige behov og ståsted og ikke ud fra, hvad andres forventninger kunne være.
Selvfølgelig er det banalt at bruge tid og energi på at beskrive urolige nætter pga. febersyge børn, eller hvordan en formiddag kan gå med at få bragt orden i vasketøjet. MEN det er jo lige netop de ting der gør, at vi, der står i disse situationer, måske ikke lige når frem til de mere overordnede samfundspolitiske betragtninger eller til de karrieremæssige triumfer.
Jeg kan en masse, der er endnu mere jeg gerne vil kunne bedre, og jeg ved, at om ikke så mange år ser min hverdag helt anderledes ud end nu. Men ind til da, synes jeg at det er rart at kunne sætte ord på det, der rør sig - om det så drejer sig om de hverdagsrelaterede glæder og sorger eller om det er de langsigtede visioner og ideer, som lige skal nedfældes før opmærksomheden igen bliver fanget af en sød og meget uomgængelig barnestemme: "MOOAAAR!!!!!!"
(P.s.: jeg beklager den rodede opsætning, der skal lige lidt mere styr på de tekniske finesser)
Opslag
